fbpx
 

Et år går på hæld og der er sket mange ting på Hotel Residens Møen i 2019. Vi glæder os til at tage hul på 2020, hvor der venter endnu flere nye tiltag og projekter.

På Residens Møen har vi lavet en ombygning af vores dobbeltværelser, så de er blevet indrettet med eget toilet og bad ligesom sengene er blevet opgraderet for at give vores gæster den bedste oplevelse. 

I 2019 blev vi medlem af Small Danish Hotels, og med den tilhørende gæsteklub Benefits har vi nu mulighed for at give vores medlemmer særlige tilbud, og mulighed for at optjene point, som kan bruges på ophold og restaurantbesøg. Og så er det gratis at være medlem af Benefits.

Senest har vi påbegyndt renovering og ombygning af hele vores reception og café, og kan i det nye år åbne op for en hel ny oplevelse. Vi glæder os til at byde alle vores gæster velkommen i de nye rammer i januar 2020. 

Frem mod 2020

På Residens Møen går vi op i bæredygtighed, og med egen solcellepark, som forsyner hele hotellet med strøm, er vi et af Danmarks mest bæredygtige hoteller. I 2019 har vi blandt andet indkøbt en elbil, og i 2020 glæder vi os til at få installeret en el-ladestander, så man også kan få tanket el på hotellet. 

Vi er i fuld gang med at udarbejde nye konferencepakker til 2020, og vi ønsker at Residens Møen skal være det foretrukne venue for konferencer, møder og seminarer op til 30 personer. 

Gennem samarbejde spiller vi hinanden stærke

Møn er en fantastisk ø, med en rig og verdenskendt natur som bl.a. anerkendes via UNESCO Biosfære, og med geologiske vidundere på Møns Klint. Møns hyggelige handelsby Stege er netop udnævnt til Julens By 2019. 

På Residens Møen samarbejder vi med flere lokale aktører for at spille hinanden stærke. Vi har en ambition om at styrke de mange kvaliteter, som Møn har at byde på og gennem lokale samarbejder skaber vi en helt særlig oplevelse.

Vi er blandt andet i gang med at udvikle en række drinks i tæt samarbejde med Isle of Møn Spirits, heriblandt en Residens Møen drink, som man i 2020 vil kunne nyde i vores nye bar og lounge. 

Vi glæder os til at tage hul på det nye år, og ønsker alle et godt nytår!

De bedste hilsner 

Christian Petersen
Direktør, Residens Møen