"Prinsessen i tugthuset" | Residens Møen

"Prinsessen i tugthuset"

Prinsessen i Møns tugthus

Det blev besluttet, at Anna Sophia skulle sættes i Møns tugthus. Der var flere årsager til, at netop dette tugthus blev valgt. For det første lå Møn så tilpas langt fra København, at yderligere skandale omkring hendes person kunne undgås. Derudover var dette tugthus et sted, hvor man kun indsatte ”ærlige” fanger, dvs. fanger der ikke var blevet kagstrøget eller på anden måde korporligt straffet af skarpretteren. De indsatte var hovedsageligt omstrejfere og løsgængere fra tugthusets opland, men det var også et sted, hvor vanartede borgerbørn kunne indespærres, ligesom der var dårekister til åndssvage og sindssyge. Det var altså et sted, hvor personer kunne spærres inde, hvis de var for besværlige at have gående frit, men også et mindre hårdt miljø at afsone en straf i end for eksempel børnehuset i København, hvor kvindelige fanger ellers afsonede deres straffe.

I årene efter Anna Sophias ankomst til tugthuset fik danske kancelli tilsendt flere rapporter om hendes forhold på stedet. Det fremgik, at hun havde været sengeliggende lige fra hun kom, og hendes sygdom havde skaffet hende megen medlidenhed fra ansatte og indsatte. Uanset om Anna Sophia virkelig var syg, eller om hun spillede syg for at undgå at arbejde, så viser disse udsagn, at hun endnu forstod at vække omgivelsernes interesse og sympati. I 1772 sendte Anna Sophia en supplik til kongen, hvor hun bad om at blive løsladt, den blev dog afvist. I 1773 blev hun imidlertid bevilget en lille pension på 40 rigsdaler om året og blev fritaget for arbejde.

Ti år senere, i år 1783, sendte Anna Sophia en supplik til kongen med en bøn om at blive frigivet og få lov til at opholde sig i Stege. Hun var nu villig til at erklære, at det var Henrik Kirchov, som havde lokket hende til hendes misgerninger i 1760’erne. Det blev besluttet, at hvis Anna Sophia skulle gøre sig håb om nåde, måtte hun give en udførlig beskrivelse af hvem hun var og hvor hun kom fra. Hvis hun gjorde det, ville man tage hendes ansøgning op til overvejelse igen. Det blev altså meddelt Anna Sophia, så klart som det vel var muligt uden decideret at afgive løfter, at hun kunne få sin frihed til at bo i Stege by, hvis blot hun ville fortælle sin historie sandfærdigt. Efter 14 år i tugthuset syntes friheden altså at være inden for rækkevidde. Men Anna Sophia benyttede sig ikke af sin chance. Hun fortalte ikke en troværdig historie om sin opvækst. Man skulle ellers tro, at det ville være nemt at digte en ny og mere troværdig historie op, hvis hun virkeligt ikke ville fortælle den rigtige historie. Men hun holdt sig til den oprindelige historie om opvæksten i uvidenhed, og om hvordan hun blev ført til Norge. Benådningen blev afvist, men hun blev dog bevilget endnu 60 rigsdaler om året, så hun nu fik 100 i alt. Ydermere blev det befalet, at hun skulle ”... frietages fra alt Arbejde og omgaaes paa den lemfældigste og Frieheds nærkommende Maade med beste Pleie og Leie ...”

Anna Sophia havde det altså så godt som det nu var muligt som indsat i et tugthus. Ikke blot havde hun en personlig pension og fik særbehandling, hun havde også bedre boligforhold end de øvrige indsatte. I regnskabet for 1804 fremgår det, at hun har beboet to værelser med tremmevinduer. Forfatteren og samfundsrevseren N.D. Riegels besøgte tilsyneladende Anna Sophia på dette tidspunkt, og han fortæller, at hun levede ganske godt i tugthuset. Hendes pension gav hende en særstilling blandt de indsatte. For eksempel kunne hun forøge sin indtægt ved at låne penge ud mod renter. Anna Sophias særlige forhold var til gene for tugthusets drift. Det var spild af den trange plads i tugthuset at sætte to gode værelser af til en enkelt indsat, og på grund af sin særlige stilling havde hun mulighed for at pleje omgang med folk fra Stege by, hvilket krævede øget overvågning. Derfor havde hun direktionens fulde opbakning, da hun i 1795 og 1799 igen søgte om at få lov til at bo hos en borger i Stege. Anmodningerne blev dog afvist endnu en gang.

”Prinsessen” var efterhånden blevet en ældre kone, og hun led stadig af sygdomme. I 1803 led hun tilsyneladende af en langvarig luftvejssygdom. Lægen, der var tilknyttet tugthuset, tilså hende jævnligt, og henover sommeren og efter­året blev hun behandlet med ”brystthee”, Hoffmannsdråber, pulver, tanddråber osv. Denne sygdom blev tilsyneladende det lod, der tippede vægten til Anna Sophias fordel. Hun sendte samme år endnu en supplik med anmodning om benådning, og denne gang var embedsmændene positivt indstillede. De anbefalede kongen at imødekomme det aldrende tugthuslems ønsker. Begrundelsen var, at hun var over 70 år gammel og svækket af sygdom. Det blev fremhævet, at hun ikke ” ... kan hielpe sig selv, og behover altsaa andres goddædige Hielp og Bistand.” Embedsmændene mente tydeligvis ikke, at det var tugthusets opgave at pleje en gammel kone. Det var blevet meningsløst at fastholde, at hun skulle forblive i tugthuset. Benådningen blev bevilget og hun fik et tillæg til sin pension, så hun nu fik 130 rigsdaler om året. Efter 33 år i tugthuset kunne Anna Sophia altså leve sine sidste år i relativ frihed i Stege by.

Anna Sophia døde sidst i januar 1805. Hun blev begravet den 28. januar. I kirkebogen for Stege sogn står der, at hun blev ”begravet under Sang og Ringen.” Der er flere ting, der tyder på, at hendes begravelse var usædvanlig. Normalt når tugthuslemmer blev begravet, blev de betegnet ”tugthuslem” i kirkebogen. Anna Sophia står opført som ”Froken Anne Sophie Magdalene Friderike Ulrikes . .. af Stege”. Når fattige døde blev de begravet i ”de fattiges Jord” ifølge kirkebogen. I Anna Sophias tilfælde stod der ikke noget sådant. Hun må altså have kunnet betale for et ordentligt gravsted. Ydermere er det usædvanligt, at der stod noget om sang og ringen. Dette tyder på, at der blev gjort noget særligt ud af netop denne begravelse. Om Anna Sophia havde lagt til side af sin pension til en fin begravelse, eller om hun havde velyndere, der betalte for arrangementet, kan ikke afgøres, men det er tydeligt, at hun havde forberedt en jordefærd, der var værdig for hendes påståede stand.

Prinsessen i tugthuset - En undersøgelse af en kvindelig svindler på Christian 7.s tid

Af Rune Windfeld